Spis ”rester” og spar penge og tid på den grønne måde
En god og grøn måde at udnytte resterne fra familiens varme måltider, er ved at gøre en dyd ud af mængden, opbevaringen og planlægningen af ugens måltider. Vi har samlet en række gode råd så resterne bliver spist og ikke bare smidt ud. Hvis du er interesseret i andre husholdningsråd, der kan spare dig for tid og penge, så klik her.
En god hovedregel når du laver større portioner, er at tage den ”ekstra” portion fra og komme den i køleskab eller fryser, så snart den er kølet af. Jo kortere tid en ret står ved stuetemperatur, desto friskere og lækrere bliver resterne, næste gang de står på menuen.
Tænk over hvornår de forskellige rester senest skal bruges, ellers risikerer du, at retten står og bliver for gammel i køleskabet – og det er spild af energi og ikke mindst et let og godt måltid. Sæt en label med navn og dato på retten, så kender du ”udløbsdatoen”, når retten står i køleskab eller fryser. Som en hovedregel kan varme kødretter holde 2-3 dage i køleskab og 6-12 måneder i fryseren. Frugt- og grøntsagsretter har en lidt længere holdbarhed.
En grøn måde at opbevare rester i køleskab og fryser på, er at genbruge plastemballager fra andre fødevarer f.eks. is dessert. Disse beholdere rummer som regel en liter, har et tætsluttende låg og kan tåle at blive frosset ned. Fordel resterne i passende portioner før de fryses ned, og husk at enkeltportioner også er gode at have i baghånden i travle perioder, så man ikke forfalder til dyr fastfood.
Efterhånden som du får sat brugen af restemad i system, vil det blive nemmere at lave lækre retter med det man har i huset. En portion restemad kan f.eks. sagtens suppleres med en god salat og groft brød. Faktisk kan der ret hurtigt gå sport i at udnytte alle madvarer og ingredienser til kreative retter. Gør det derfor til en vane løbende at have overblik over hvad der gemmer sig i køkkenskuffer og skabe. Det er uden tvivl et mindre ”overflødighedshorn” af spændende og lækre ingredienser, som du sammen med restemad kan komponere til nye måltider. Før du har set dig om har familiens ”spisekammer rydning” sørget for bedre plads i skabe, skuffer og fryser og ikke mindst sikret en endnu bedre udnyttelse af mad og husholdningspenge - og det er da en grøn ”win-win” situation ikke?
Udover opskrifterne herunder kan vi anbefale dig at finde inspiration her på hjemmesiden blandt vores mange serveringsforslag.
Chorizo med økologisk tomatchutney
1 kg økologiske danske tomater 1 kg blandede økologiske peberfrugter 3/4 dl økologisk planteolie 1/2 tsk allehånde 1 tsk nelliker 1 tsk ingefær 1/2 kg økologiske salatløg 2-3 fed hvidløg 250 g mørke økologiske rosiner 1/2 kg økologisk rørsukker 4-5 dl lagereddike. 150 gram tyndtskårne chorizoskiver fra Aalbæk.
Vask grøntsagerne. Snit et kryds i toppen af tomaterne og skold dem et par sekunder. Tag tomaterne op og flå skindet af. Halvér tomaterne og fjern kernerne. Brun de finthakkede løg klare i olien i en gryde sammen med hvidløg og de strimlede peberfrugter.
Kom resten af ingredienserne i gryden. Rør chutneyen godt igennem og lad den simre under låg i 1-1½ time ved svag varme. Husk at røre i chutnyen af og til. Den ikke må koge op.
Hældes på skoldede glas med patentlåg og lukkes mens den endnu er varm.
De tyndtskårne chorizoskiver svitses sprøde på en varm pande med en smule olie.
Chutney og ristede chorizoskiver kan serveres til frokost med rugbrød eller som tilbehør til f.eks. pasta- og ægge retter – alt afhængig af hvad restemenuen står på. Rigtig god og grøn fornøjelse med den gode restemad.
|