Gode spareråd når du flytter hjemmefra mors kødgryder
Når du flytter hjemmefra første gang, er der masser af nye ting at tage stilling til. F.eks skal du nu selv stå for indkøb og madlavning. I denne artikel har vi samlet en række gode råd, som kan gøre det billigere og lettere at købe ind og stå i køkkenet på egne ben. Nederst i denne artikel finder du en række gode ”flytte-hjemmefra-links”. Under serveringsforslag finder du opskriften på en god solid og velsmagende kollegie gryderet.
Sådan får du mad budgettet til at række længere:
Undgå først og fremmest daglige panik- og impulskøb. Væn dig til at lave en god gammeldags indkøbsseddel, hvor du kun skriver de mad- og husholdningsvarer ned der mangler. Lad dig inspirere af weekendens tilbudsaviser til måltider i den kommende uge. Den tid du bruger på at lave en indkøbsseddel sparer du mange gange i supermarkedet. Alle tilbudsaviserne findes på nettet. F.eks på www.netto.dk
Køb først og fremmest sund og god mad. Altså mad som du kan li' og som gør dig mæt og får dig til at føle dig godt tilpas – både fysisk og psykisk. Undgå junkfood og færdigretter – det er dyrt og ikke nær så lækkert og sundt, som det du selv kan lave. Husk også at prøve nye råvarer og måltider – for det er jo en del af det at flytte hjemmefra.
Hvis du har adgang til en fryser, kan der spares en hel del på madbudgettet. Så er der plads til at lave større indkøb af brød, kød og grøntsager, når det er på tilbud. Pak de større portioner ned i mindre portioner, så de passer til dit daglige behov. Hvis du genbruger glas eller plastik beholdere til at opbevare og fryse mad ned i – sparer du dig selv og naturen for unødigt ressourcespild.
Hold øje med kilopris og holdbarhedsdato. Det hjælper dig med at finde de billigste og friskeste varer i supermarkederne. Dermed skal du hverken smide for gammel mad ud eller handle ind så tit. Det sparer tid og penge på madbudgettet.
Hvad har du brug for af gode basismadvarer i køle- og køkkenskab.
Køleskabet:
Økologiske mejeriprodukter (check sidste salgsdato): Mælk, tykmælk, ost, smør.
Økologisk pålæg: Prøv f.eks. Aalbæk Specialiteters økologiske leverpostej eller chorizo pølse. Æg.
Økologiske grøntsager: Vælg en række basis grøntsager som har god holdbarhed. F.eks. gulerødder, kartofler, løg, hvidkål, rødbeder etc. Grøntsager med kort holdbarhed som f.eks. salat, agurk og peberfrugt skal du købe helt frisk, og endelig ikke mere end du kan spise indenfor en lille uge. Så undgår du at spilde penge på dyre grøntsager som må smides ud, fordi de er blevet for gamle. Husk at tomater skal opbevares ved stuetemperatur - ikke i køleskabet.
Du kan også supplere med et par friske krydderurter som f.eks. purløg, basilikum eller persille, som giver maden et skønt pift.
Frugt: Køb sæsonens økologiske udvalg eller danske produkter.
Fryseren:
Tilbuds kød. Husk at fryse det ned i portionsstørrelser. Husk at skrive dato og kødtype ned på poserne.
Middagsretter. Du kan med fordel lave dobbeltportioner, så der kan fryses nem mad ned, til en dag hvor tiden er knap – eller du ikke orker at lave mad.
Frosne grøntsager f.eks. spinat, ærter, gulerødder og bønner.
Fisk. Du kan fryse fiskefars og fileter ned. Dog ikke i længere tid. Frisk fisk er dyr, så hold øje med de gode tilbud. Husk at man helst skal spise fisk et par gange om ugen.
Brød er blevet dyrt, så det kan det godt betale sig at gå efter tilbuddene. Bagefter kan brødet pakkes ned i mindre portioner, som fryses ned så det ikke bliver tørt og kedeligt. Du kan også spare penge ved at bage selv. Det er ret nemt, og så smager det mange gange bedre end købt brød.
Husk at tjekke indholdet i fryseren regelmæssigt, da selv frysemad ikke holder evigt.
Køkkenskabet:
Her er en liste med basisvarer, så du kan lave mad både morgen, middag og aften:
Morgen:
Økologisk havregryn, cornflakes, knækbrød og god honning eller marmelade. Sukker, rosiner, mandler, vanille sukker, hvedemel. Kaffe, te og juice eller koncentreret saft
Frokost:
God fiskekonserves f.eks. torskerogn, makrel eller tun. Det er en god og billig måde at spise fisk på. Pesto på glas er også velegnet til at pifte frokosten op med.
Aftensmad:
Pasta/spaghetti, tørrede linser/bønner/kikærter, flåede tomater, soya sauce, ketchup, sennep. Du får også brug for en god olie til salat og til at stege i.
Du får også behov for de mest brugte krydderier: Groft salt, peber, oregano, timian, karry, paprika og kanel.
Hvilke køkkenredskaber har jeg brug for?
Du får alt efter penge og ambitionsniveau brug for følgende:
Bestik, tallerkener, glas og krus, en stor og lille gryde, en god stegepande, store og små skåle, knive samt diverse køkkenredskaber til at veje, måle, røre, piske og hælde med.
De fleste af disse ting finder du billigt hos f.eks. IKEA, hvor du kan købe hele ”flytte-hjemmefra-pakkeløsninger”.
www.ikea.com/dk/da/catalog/categories/rooms/kitchen/10515/
Når du regerer i dit eget køkken for første gang er hygiejne meget vigtig. På nedenstående hjemmeside finder du rigtig gode råd om at undgå ubehagelige bakterier i eget køkken.
gl.foedevarestyrelsen.dk/FDir/Publications/2005209/Rapport.htm
Nyttig brochure, der giver ren besked om at flytte hjemmefra:
www.forbrug.dk/fileadmin/Filer/Ren_besked/Ren_besked_om_at_flytte_hjemmefra.pdf
|