Forside     Sitemap
 



 
/ Forside / Serveringsforslag / Til madpakken / Madpakker
 
 

Sunde og sjove madpakker

 

Uanset om der er tale om madpakker til voksne eller børn, bør man starte med at anskaffe en god rummelig madkasse med køleelement, så maden holder sig frisk. Desuden er det en stor fordel også at have små plastbokse, der kan passe i madkassen, sådan at det er muligt at have mad i ”løs vægt” med.


Hvis du har svært ved at finde en god madkasse, har Den Gamle Skole en fin én, som kan købes på www.gamleskole.dk


Vi vil selvfølgelig starte med at anbefale vores egne økologiske pålægsprodukter, som du efterhånden kan finde i ethvert supermarked. I detailhandelen er der i dag et stort udvalg af traditionelt, sundt, magert og økologisk pålæg, som selvfølgelig er nemt, men også somme tider lidt dyrt at komme til. Derfor har vi her samlet nogle ideer til delikat, sundt og mættende "madpakkemad".

 

Prøv at stege en stor portion kyllingelår og frys dem derefter ned i løs vægt. Pak et frossent kyllingelår ind i staniol, og læg det i madpakken aftenen før. Det holder på kulden i madpakken, men er tøet op, når madpakken skal spises næste dag. Hvis der er tale om en madpakke til en voksen, kan kyllingelårene evt. krydres med rosmarin, chili eller et andet krydderi.

 

Bag en pizza, som fylder en hel bradepande, og skær den i portionsstykker. Hvert stykke pakkes i staniol og fryses ned. Ligesom kyllingelårene kan man om aftenen lægge en pizzapakke i madkassen, og det vil være frisk og optøet næste dag til frokost. I afsnittet om aftensmad her på hjemmesiden, kan du finde en opskrift på en lækker kartoffelpizza. Den er nok primært til voksne, men mon ikke enhver husholdning ligger inde med sin egen favoritpizza-opskrift?

 

I vores afsnit om "madpakkemad" under serveringsforslag finder du en delikat opskrift på små fiskefrikadeller, der også er særdeles velegnet til nedfrysning i løs vægt og optøning i staniol i madkassen.

 

Torskerognssalat er også godt og nemt pålæg i madkassen. Mos en dåse torskerogn med en gaffel. Rør torskerognen med et kvart finthakket løg, 1 tsk. sød sennep eller ravigottesauce og fedtfattig creme fraiche i en mængde, så salaten ikke bliver for våd. Smag til med salt og peber og lidt citronsaft. Salaten kan selvfølgelig tilsættes kapers, hakkede tomater, purløg, majs eller andet, afhængig af om den skal bruges til børn eller voksne. Torskerognssalaten holder sig frisk i køleskabet i ca. 5 dage.

 

I enhver madpakke skal der også være noget frisk og grønt og her er selvfølgelig et hav af muligheder: Agurkestave, skrællede gulerødder, halve bananer, appelsinbåde, halve kiwier (husk teske!), halve skiver frisk ananas, vindruer, cherrytomater, dybfrosne ærter (ungerne elsker dem), stave af bladselleri, friske basilikumblade, papaya stykker (husk et stykke lime til at presse over), melonstykker o.s.v.

 

Tørrede frugter og nødder er også velegnet til madpakken eller som en frikvarters-snack, f.eks. mandler, soltørrede abrikoser, tranebær eller figner.

 

Drikkevarerne til madpakken er vigtige, og en god ide er at fylde en drikkedunk halvt op med vand eller stærk saft og lægge denne i fryseren aftenen før. Om morgenen inden man går i skole eller på arbejde fylder man så drikkedunken helt op med vand. Den frosne drik tør langsomt i løbet af dagen og sikrer, at man har en frisk kold drik hele dagen. Man kan også købe små kartoner med saft eller juice og fryse dem halvt (ikke helt for så "eksploderer" de), disse kan desuden fungere som køleelementer i madkassen.

 

Men det vigtigste er jo nok brødet!
Før det første: Rugbrød er sundere end hvedebrød!
-og hjemmebagt rugbrød kan være utrolig lækkert, derfor har vi nedenfor en god gammeldags og velgennemprøvet rugbrødsopskrift. Og selvfølgelig har vi også en god opskrift på frokostboller. Begge brødtyper er lækre i madkassen og gode enten med pålæg eller som "gnavebrød" sammen med de øvrige "gnaveingredienser".

 

Ediths rugbrød (2 store)

Surdej (laves kun første gang):
1 dl. kærnemælk
1 dl. hvedemel
10 g gær
3 spsk. groft salt
Rør ingredienserne sammen og lad surdejen modne 4 dage i køleskabet.
Opløs surdejen i 1,5 l lunkent vand og tilsæt:
600 g skårne rugkerner
150 g groft rugmel
750 g hvedemel

Lad dejen hæve ca. et døgn og tilsæt derefter:
0,5 l lunkent vand
ca. 1 kg groft rugmel

Dejen skal derefter have konsistens som tyk havregrød.
Tag ca. 200 g dej fra til surdej, drys 2 spsk. salt over og opbevar den i et glas med skruelåg eller en lufttæt plastbeholder i køleskabet. Surdejen kan holde i 14 dage.
Fordel dejen i to store rugbrødsforme og lad den hæve i ca. 3 timer.
Pensl brødenes overflade med smeltet smør og bag dem midt i ovnen ved 200° først¾ time tildækket med stanniol og dernæst¾ time uden stanniol.

 

Gode frokostboller (ca. 16 stk)

150 g fuldkornshvedemel
4 dl kogende vand
- røres sammen og hviler 1 time.

 

50 g gær røres ud i
1,5 dl lunkent kærnemælk – og fuldkornsmel-blandingen tilsættes
Deri blandes:
1,5 tsk. salt
2 spsk. olie
2-3 spsk. sesamfrø
350 g sigtemel
250 g hvedemel


Dejen hæver 1 time hvorefter den rulles til 16 flade boller som efterhæver 15 -20 min.
Bag bollerne i ca. 20 min v. 200°.

 
 
 
 
                                    © Aalbæk Specialiteter (2005) - Pack Design